|
|
|
Vedtægter for NLP Foreningen i Danmark, brancheforening.
§ 1. Foreningens navn
Foreningens navn er NLP Foreningen i Danmark, brancheforening. Dens hjemsted er den til enhver tid siddende formands postadresse.
§ 2. Formål
Foreningen er paraplyorganisation for alle NLP-interesserede, for alle uddannede NLP-udøvere og alle NLP-uddannelsessteder i Danmark, og foreningen skal sikre at der skabes endnu større respekt omkring NLP på alle områder.
Foreningen skal varetage medlemmernes fælles interesser ved aktiv profilering af branchen på en positiv måde.
Foreningen skal arbejde for, at et medlemskab af foreningen af omverdenen opfattes som et udtryk for sikkerhed for kvalitet.
Foreningen har endvidere til formål at være et kreativt og dynamisk forum for NLP interesserede til udveksling af erfaringer og videreudvikling af NLP.
§ 3. Optagelse af medlemmer
Der findes 3 grupper af medlemmer:
• Interessemedlemmer.
• NLP-udøvere, der er certificerede og arbejder erhvervsmæssigt med NLP.
• Skoler/institutter, der har uddannelser på minimum practitioner niveau, som er godkendte af foreningen.
Det forudsættes, at foreningens medlemmer
a) arbejder aktivt i henhold til foreningens formål
b) arbejder i overensstemmelse med brancheforeningens etiske regler og standarderne
c) respekterer NLP forudsætningerne
d) indbetaler det til enhver tid på generalforsamlingen godkendte kontingent
§ 4. Ophør af medlemskab
Medlemskabet ophører
a) ved udmeldelse, der kun kan ske skriftligt til udløbet af det kommende kalenderår.
b) ved slettelse på grund af restance
c) ved eksklusion hvis foreningens etiske regler ikke overholdes
Beslutning om eksklusion i henhold til c) træffes af bestyrelsen med almindeligt flertal. Det berørte medlem kan derefter inden for en måned fra bestyrelsens beslutning kræve spørgsmålet behandlet på en generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær), hvor beslutningen om eksklusion, for at have virkning, skal bekræftes med 3/4 af stemmerne blandt de tilstedeværende.
Udtrådte medlemmer har intet krav på andel af foreningens formue.
§ 5. Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, formanden og 2 medlemmer for hver gruppe, jævnfør § 3.
På generalforsamlingen vælges formanden.
Næstformanden vælges af bestyrelsen.
Formand og næstformand vælges for to år ad gangen.
Alle der er valgbare til bestyrelsen kan vælges som formand og næstformand. Alle stemmeberettigede er valgbare.
Formanden vælges i lige år, og næstformanden i ulige år. Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, idet 1 medlem vælges i lige år og 1 medlem vælges i ulige år for hver gruppe.
Genvalg kan finde sted til alle poster.
Der vælges en bestyrelsessuppleant for hver af de 3 grupper. Bestyrelsessuppleanter skal opfylde betingelserne for at blive valgt til bestyrelsen og vælges for et år ad gangen.
For hver af de 3 grupper opstilles et antal personer, hvoraf der for hver gruppe vælges 2 til bestyrelsen af alle tilstedeværende med den stemmevægt, som de som person og som gruppe har i følge § 10. [Hvis der ikke herved vælges 6 personer til bestyrelsen, opstilles personer til valg til de resterende pladser, og alle tilstedeværende vælger det fornødne antal personer med deres respektive stemmevægte.]
For hver gruppe opstilles et antal personer, hvoraf 1 vælges som suppleant.
Personer der ønskes valgt, skal meddele dette skriftligt til formanden, så det er formanden i hænde senest dagen før generalforsamlingen. Personer kan vælges, selv om de ikke deltager i generalforsamlingen, men på forhånd har tilkendegivet, at de gerne vil vælges.
§ 6.
Bestyrelsen
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsgang og konstituerer sig selv f.eks. med valg af næstformand, kasserer og sekretær. Den mødes, så ofte formanden finder det fornødent, eller når to medlemmer af bestyrelsen fordrer det, dog min. 4 gange årligt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede, heriblandt formanden eller næstformanden. Beslutninger træffes med simpel stemmeflerhed, idet dog formandens, henholdsvis næstformandens, stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.
Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.
§ 7. Tegningsregel
Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. I formandens forfald tegner to bestyrelsesmedlemmer i forening.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
§ 8. Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den indkaldes med to ugers varsel ved annoncering i foreningens blad eller ved brev til hvert enkelt medlem med angivelse af dagsorden. De forslag, som vil blive forelagt, vil senest 2 uger før generalforsamlingen blive vist på foreningens hjemmeside www.nlp-foreningen.dk.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning, fremlæggelse og godkendelse
3. Aflæggelse af regnskab, fremlæggelse og godkendelse
4. Fremlæggelse af budget, herunder budget for markedsføring, kontingent og eventuelt optagelsesgebyr for det efterfølgende år
5. Eventuelle forslag
6. Valg af formand i lige år
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af suppleanter
9. Valg af revisor
10. Valg af medlemmer af evt. fagudvalg
11. Valg af medlemmer af evt. klagenævn
12. Eventuelt
Forslag fra medlemmerne skal, for at komme til behandling på den ordinære generalforsamling, være indleveret skriftligt til formanden senest 15. februar.
Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, idet dog vedtægtsændringer og afgørelser efter § 4, litra d, kun kan vedtages med 3/4 majoritet eller ved simpelt flertal på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
§ 9. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 10 % af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom til formanden med angivelse af dagsorden.
Når kravet om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet, skal indkaldelsen til denne udsendes inden 14 dage derefter, og generalforsamlingen afholdes mindst to uger og senest fire uger efter indkaldelsen.
§ 10. Stemmeret
Skoler/Institutter har hver en stemmevægt på 10, hver erhvervsmæssig NLP-udøver har en stemmevægt på 3 og hvert interessemedlem en stemmevægt på 1. Dog kan hver gruppe højst få en stemmevægt på 35 % af de afgivne stemmevægte.
Medlemmer kan stemme ved fuldmagt givet til et andet medlem. Intet medlem kan afgive stemme på mere end to fuldmagter. Stemmeret fortabes af medlemmer, der er i restance.
Afstemning sker mundtligt, med mindre mindst 10 % af de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen kræver skriftlig afstemning. Ved skriftlig afstemning afgør dirigenten alle spørgsmål om den praktiske gennemførelse af afstemningen.
For at have stemmeret skal man som minimum være NLP Practitioner.
§ 11. Kontingent
Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling for ét år ad gangen. Kontingentets størrelse følger stemmevægtene. Kontingentet for skoler og professionelle er excl. moms. For interessemedlemmer er det inkl. moms.
Såfremt en ekstraordinær situation nødvendiggør, at foreningen foretager særlige omkostningskrævende skridt, kan en generalforsamling til enhver tid beslutte, at der skal opkræves ekstraordinære ydelser til foreningen.
Generalforsamlingen beslutter, om de ekstraordinære ydelser skal fordeles ligeligt mellem medlemmerne, eller om de skal differentieres efter en model, som ligeledes vedtages af generalforsamlingen.
Alle ydelser indbetales til kassereren, som er udpeget af bestyrelsen. Det ordinære kontingent for det næstfølgende år forfalder til betaling 6. december. Betalingsfristen er 30 dage. Sker dette ikke, erindres medlemmet derom ved brev.
Er en pligtig ydelse ikke betalt senest tre måneder efter forfaldsdagen, er bestyrelsen berettiget til at slette det pågældende medlem.
Et medlem, der er slettet på grund af restance, kan ikke genoptages i foreningen uden at betale det skyldige beløb.
§ 12. Etiske regler
Bestyrelsen er berettiget til at afgive responsa til medlemmer, domstole, advokater og andre, der ønsker dens udtalelse om, hvorvidt et givet forhold er stemmende med de etiske regler for brancheforeningen.
Medlemmerne er pligtige til at efterleve de til enhver tid gældende etiske regler for brancheforeningen. Tilsidesættelse af branchens etiske regler kan medføre eksklusion.
§ 13. Bistand til medlemmer
Bestyrelsen kan efter anmodning yde medlemmerne bistand under forhandlinger, hvis udfald er af generel betydning for medlemmerne.
Generalforsamlingen kan vedtage at yde medlemmer juridisk eller økonomisk bistand i forbindelse med forhandlinger og sager, hvis udfald er af væsentlig betydning for samtlige medlemmer. Vedtages der i den anledning ekstraordinære ydelser, kan udmeldelse ikke ske, før bistandsydelsen er endeligt afviklet.
§ 14. Andre organer
Generalforsamlingen kan med simpelt flertal beslutte at nedsætte et eller flere fagudvalg og /eller grupperinger. Generalforsamlingen godkender i givet fald retningslinjer for fagudvalgets opgaver og kompetencer.
Generalforsamlingen kan med simpelt flertal beslutte at nedsætte et fast nedsat klagenævn. Generalforsamlingen godkender i givet fald retningslinjer for klagenævnets opgaver og kompetencer.
Generalforsamlingen kan med simpelt flertal beslutte at oprette en garantifond. Generalforsamlingen godkender i givet fald retningslinjer for garantifondens opgaver og kompetencer.
§ 15.
Modarbejdning af foreningens interesser
Såfremt et medlem modarbejder foreningens interesser, driver sit virke og/eller sin virksomhed i strid med de vedtagne etiske regler for branchen, eller tilsidesætter sine forpligtelser i medfør af disse vedtægter, kan klage herover indgives til bestyrelsen, som efter forhandling med det pågældende medlem kan henstille, at virksomheden/medlemmet udmelder sig af foreningen, subsidiært ekskluderes af foreningen.
§ 16.
Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor.
§ 17.
Ophævelse af foreningen
Foreningens ophævelse kan kun besluttes på en generalforsamling efter de om vedtægtsændringer gældende regler og skal godkendes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med seks ugers mellemrum.
I tilfælde af opløsning deles foreningens formue forholdsmæssigt efter anciennitet samt indskud.
Således vedtaget på generalforsamlingen d. 28. marts 2006
Pernille Bloch
Dirigent
Ændringsforslag,der er indsat i ovenstående tekst, blev vedtaget på generalforsamlingen den 22. marts 2007.
Anders Søndergaard
Dirigent
Ændringsforslag,der er indsat i ovenstående tekst, blev vedtaget på generalforsamlingen den 9. april 2008.
Jens Jochumsen
Dirigent
|