Engang for længe siden i et lille land højt mod nord, regerede en viis og god konge. Det var i

Oplysningens tid. Månen stod stadig stille dengang, på den mørke side af Jorden, og det var derfor

meget mørkt om natten i det lille kongerige. Alt gik i stå når solen gik ned. De vejfarende for vild i

skovene, og mange skibe forliste, fordi de ikke kunne finde sikkert i havn.

 

”Hvis bare Månen kunne lyse,” sagde Kongen til sine hoffolk. Og alle hoffolkene nikkede og sagde

til hinanden ”Ja, hvis bare Månen kunne lyse.” Men Kongen kendte til naturens love,

tiltrækningskraft og planeternes bane. Og han vidste, at selv om Månen kun viste sig som en

mørkegrå skive på nattehimlen, så måtte den kunne bevæges til noget større og bedre.

 

Kongen indkaldte derfor til et stormøde på hovedstadens turneringsplads, hvor han udlovede en

pris på hele 1000 gulddukater til den, der kunne få månen til at lyse på himlen. Rigets mægtigste,

klogeste og modigste mænd mødte frem, og i tre dage og nætter fik alle lov til at fremlægge netop

deres plan til, hvordan de kunne fange månen og få den til at lyse. Kongen kundgjorde på

tredjedagen, at han nu havde besluttet, hvem der skulle have det ærefulde hverv at løse denne

meget svære og måske umulige udfordring.

 

Den første var Greven af Kramenrot, Kongens egen general og vel nok rigets modigste og mest

frygtløse mand. Han havde forsvaret landet succesfuldt mod dets fjender i årtier og havde endnu

aldrig tabt et slag. ”Styrke Og Slagkraft” var hans motto, og det var indgraveret i hans våbenskjold

med flotte, gotiske bogstaver. Med sig havde han sine hundrede bedste krigere, de stærkeste

trækheste og de største og drabeligste krigsmaskiner folket havde set. Sent på eftermiddagen,

anført af fanebærer, pauker og trommer, marcherede han afsted med sin hær for at fange månen.

Dagen derpå måtte en slukøret Grev Kramenrot nødtvungent offentliggøre sit første nederlag

nogensinde. De havde gjort alt i deres magt for at fange månen, men jo flere kæmpespyd og

kampesten de skød afsted, jo fjernere blev månen. Og da solen igen stod op, var månen

forsvundet helt.

 

Kongen annoncerede nu at Jarlen af Esomlad skulle gøre det næste og forhåbentlig sidste forsøg

på at få månen til at makke ret. Jarlen var rigets bedste jæger, og med sig havde han sine ti bedste

skovmænd. Gennem de seneste årtier havde de udryddet stort set alt menneskefarligt liv i landet.

Trolde, hekse, varulve, tigre og bjørne – intet kunne modstå jægernes snilde, udholdenhed, fælder,

net og pile.

 

Men ak! Trætte og udmattede vendte Jarlen af Esomlad og hans jægerkorps tilbage næste

morgen. Ingen fælder havde klappet, ingen net var kastet langt nok, og pilene var alle blot faldet

nyttesløse til jorden – ja, én af jarlens mænd havde sågar skudt sig selv i foden af bare iver. Og

endnu en gang måtte man give Kongen den nedslående meddelelse: Månen havde stadig ikke til

sinds at lyse for folket om natten.

 

Så trådte Kongen igen frem på tribunen. Denne gang gik det et sus gennem folkemængden, da

den tredje udfordrer blev bekendtgjort. Kongen havde valgt en mand fra Ybelgam, det lille fiskerleje

ved Sortesø. En simpel fisker, som ingen havde hørt om. Var Kongen mon stadig ved sine fulde

fem?

 

Der blev diskuteret livligt, fniset, grinet og hånet, da fiskeren drog afsted. Han gik på sine flade

fødder, havde ingen hjælpere og intet grej. Han lignede absolut ikke én, der kunne gøre noget,

som rigets mægtigste fyrster ikke havde kunnet formå.

Fiskeren traskede ud ad landevejen mod sin hjemby ved søen. Han ænsede ikke de hånlige tilråb,

men mumlede blot stille for sig selv, ”Jeg er ham, der får månen til at lyse”; og snakken og

tumulten fortabte sig efterhånden bag ham og forsvandt helt, mens mørket faldt på.

 

Ved midnatstide var fiskeren på sin valgte plads, et klippefremspring over den sorte Sortesø. Her

sad han ganske stille i flere timer, og hvis du var gået forbi, kunne du have hørt ham nynne en lille

melodi. Men der var ingen mennesker i nærheden. Kun den sorte sø og Månens svage kontrast

mod stjernerne på den mørke himmel.

 

Til sidst rejste han sig og sagde med kraftfuld stemme: ”Kære, smukke Måne. Jeg har en gave til

dig. Kom og se.”

Først skete der ingenting, men tredje gang han kaldte, svarede Månen: ”Ja, ja, lille fisker. Spar

dine søde ord. Jeg ved, du er udsendt af Kongen for at fange mig. Men lige som Krigeren og

Jægeren vil du ikke få noget ud af dine anstrengelser.”

Fiskeren bredte sine arme ud.

 

”Som du ser, er jeg her ganske alene. Jeg har hverken hjælpere, kroge eller net. Jeg er her kun for

at give dig en gave. Kom lidt nærmere, kære Måne, så vi kan tale sammen. Det er det eneste jeg

beder dig om.”

”Nuvel da,” sagde Månen,”men hvor er den gave, du nævnte?”

”Den skal du nok få at se, den ligger lige her foran mig. Men inden da, lad mig høre engang.

 

Hvad ønsker du dig over alt på Jorden?”

”Jeg vil gerne have Solens lys,” sagde Månen og sukkede. ”Men jeg er så lille og han er så stor.

Jeg er bange for, at hvis jeg viser mig for ham, vil jeg komme ham for nær og brænde op.”

”Det var da et fantastisk tilfælde,” sagde fiskeren, ”for det, jeg har med til dig, har solens strålende

lyskraft, men det er mange gange smukkere. Du kan endda være helt tryg, du vil aldrig blive

brændt, det lover jeg dig. Kig her engang.” Fiskeren pegede ned mod søen.

Månen var nu kommet så tæt på, at han tydeligt kunne se hendes smukke ansigt og hendes øjne,

der stirrede intenst ned i søens mørke vand.

”Jeg ser ingenting,” sagde Månen. ”Du er bare ude på at narre mig, lige som de andre.”

Men hun flyttede sig alligevel ikke længere væk, og hun stirrede stadig ned i søen.

”Jeg skal lige pakke gaven ud.” sagde fiskeren. ”Og hvis du vil se, hvad det er, så kom her over til

mig. Du kan selv bestemme, hvor tæt du vil komme. Men prøv nu at se...”

 

Langt, langt ude i øst begyndte Solen ubemærket sin dagsrejse hen over kongeriget, og Månen så

pludseligt det smukkeste billede i søen spejl.

”Hvor er det smukt og rundt og strålende og skinnende,” sagde Månen. ”Smukkere end Solen,

nøjagtig som du lovede. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set.”

”Og jeg vil gerne give dig endnu mere,” sagde fiskeren.”Hvis du altså vil?”

”Sig hvad jeg skal gøre,” sagde Månen med den blideste stemme. ”Det her må gerne vare for

evigt.”

”Det vil det,” sagde fiskeren.”Nu skal du bare høre hvordan...”

 

Fiskeren vendte aldrig tilbage til hovedstaden. Men rygtet om det skinnende spejlbillede i Sortsøen

kom hurtigt dertil, selv om ingen vidste hvordan. Næste nat så Kongen og hele det ventende folk

den smukkeste Måne lyse ned fra himlen for første gang – og alle festede i flere nætter til solen

stod op.

 

Kongen udråbte fiskeren til Officiel Kongelig Månefisker og Greven af Kramenrot eskorterede et

par dage senere personligt skattekisten med de 1000 gulddukater til fiskerens beskedne hytte i

Ybelgam ved Sortesø.

 

Og hver nat kan du se Månen spejle sit smukke ansigt i hvert eneste hav, i hver en sø og hver

eneste flod i hele Verden.