Som tiden gik, blev Shingo’s kongedøm­me større og større. Der var fred og ro de fleste steder, men efterhånden var det hele svært at overskue. Det var vigtigt for ham at kunne bevare overblikket, derfor måtte han indkalde flere og flere til rapportering om, hvad der foregik i hans store rige.

Hver formiddag var der lange rækker af mennesker i den indhegnede kongegård, hvor Shingo sad på sin trone og lyttede til den ene efter den anden. De var kom­met fra alle dele af riget for at fortælle om dette og hint, fremlægge beretninger om uoverensstemmelser på deres egn eller spørgsmål, som ingen anden kunne svare på.  Når Shingo havde lyttet til dem alle, trak han sig tilbage for at sove til middag. Drømmene fortalte ham, hvilke beslutninger han skulle tage. Når han vågnede, gik han tilbage til sin trone, hvor han indkaldte dem der skulle have en løsning på de problemstillinger, som de havde bragt frem tidligere på dagen.

Nye muligheder?
Den procedure var meget krævende for ham. Det var svært at finde tid til andet end at lytte, sove, drømme og give råd og anvisninger. Der måtte laves noget om. Han havde sovet og drømt mange gan­ge om emnet, men der var endnu ikke kommet et svar. Det undrede ham me­get. Der var et eller andet, der ikke virkede. Han sov på, hvad det kunne være, men det kom der heller ikke noget svar ud af. Han spurgte sin søn, Shingoto, om hvad han troede årsagen til de manglende svar kunne være. Shingoto svarede, at årsagen jo kunne være, at det hele foregik inde i Shingo’s eget hoved, i modsætning til at han altid hørte spørgs­målene formuleret af andre, så må­ske kunne det virke, hvis Shingo for­mulerede spørgsmålene skriftligt og der­efter lod en anden læse det hele op.

Brevet og ….
Den idé syntes Shingo godt om. Hele nat­ten skrev han sine spørgsmål til sig selv ned i et langt brev. Næste morgen, da der var modtagelse igen, sad han og kiggede ud over alle de lange rækker af mennesker, som ventede på at komme frem til ham for at få råd. Han så på alle disse høje, slanke, sorte mennesker. Farverne på deres lændeklæder fortalte om, hvilken provins de kom fra. De mange smukke hovedbeklædninger fortalte om deres placering på rangstigen i det lokale samfund. Sveden glinsede på deres sorte glatte hud, mens solen steg højere på himlen og temperaturen steg til højder, som de færreste syntes om.
- Lydene var afdæmpede. Dels på grund af, at alle talte med respektfuld lav stemme, dels fordi de høje palisader omkring gårdspladsen sørgede for, at der ikke kom støj ind udefra, dels fordi de mange mennesker fik alle lyde til næsten at dø. Der duftede af den der spændende blanding af frisk sved blandet med duften af de mange blomster og krydderier, som de fremmødte bragte med sig.

Overvejelser
Shingo var lidt fraværende den formiddag. Mens han lyttede til den ene efter den anden, måtte han erkende, at han havde svært ved at holde fokus. Han sad hele tiden og tænkte på det brev, som han havde skrevet i nat. Han sad med det i hånden. Det var rullet sammen, næsten som et scepter, der hvilede i den kongelige hånd. Han skulle jo have nogen til at læse det op inden middagssøvnen. – Det var en svær opgave. Han kunne vel i grunden ikke belemre nogen med at læse et brev op, som de ikke selv havde skrevet, specielt ikke, når de fleste havde rejst meget langt for at få svar på spørgsmål, som var vigtige for dem.
Han så, hvordan den lange række af mennesker langsomt sno-ede sig rundt mellem palisaderne, næsten som en kæmpe-mæssig slange, der var anbragt i et alt for lille indelukke. Den blev langsomt kortere og pludselig stod Shingoto som den sidste foran Shingo. – ”Er det dig min søn?” konstaterede han. ”Det er da meget usædvanligt, at du er med i ræk­ken af dem der søger råd! – Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Shingo noget benovet.

Forandring?
”Jeg vil gerne have et råd om, hvorvidt jeg mon skal foreslå min far – altså dig – at jeg læser det brev op for dig, som du skrev i nat.” sagde Shingoto.
”Det var da et overordentligt interessant råd at søge!” svarede Shingo, ”det vil jeg straks sove på!”
Shingo rejste sig hurtigt og gik ind for at sove til middag. Han følte sig pludselig stærkt inspireret og spændt på, hvad der nu ville ske. Allerede før han lagde sig på sit leje kunne han mærke, at det var begyndt at rumstere i hele hans krop. Det var så spændende, at han straks faldt i søvn. – Og der gik ikke lang tid, før han var i dyb søvn.

Oplevelse
I drømmen var der til at begynde med helt stille. Der var også helt mørkt, der skete intet. Lige med ét kunne han høre en lyd. Den kom nede fra bunden af en jungle, som langsomt tonede frem. Efterhånden blev alt tydeligere, både billeder og lyde. Han lagde sig ned på alle fire og rodede rundt blandt blade og vækster.
Han kom til at tænke på, at det var meget længe siden han havde prøvet det og prøvede at stikke fingrene langt med i jorden, som var blød og varm; den var også lidt fugtig efter de seneste regnbyger. Faktisk kunne han også mærke, at det dryppede fra trætoppene ned på hans ryg.

Shingo trak frydefuldt vejret dybt ned i lungerne flere gange, men blev pludselig helt stille. Hans fingre havde rørt ved noget køligt og glat. Langsomt løftede han på i løvet af nogle lave grønne planter. Det var vist nok også derfra puslelydene var kommet. Han stak næsen næsten helt ned til jorden. Der fik han øje på noget, som gjorde, at han med et spjæt trak sig væk igen. 

Der lå den. Det var den længste han nogensinde havde set. Shingo begyndte automatisk at overveje, hvilken vej han skulle flygte, men et eller andet gjorde, at han alligevel blev liggende. Slangen havde ligget på en underlig akavet måde og slet ikke bevæget sig på samme måde, som når slanger normalt føler sig truede.

Samtalen
Langsomt løftede han op i de grønne blade og kiggede ind til slangen igen.
”Hva’ glor du på?” lød det nede fra dybet. ”Har sådan en negerhøvding aldrig set en slange før?”
Shingo svarede, at det havde han da, men at han ikke havde regnet med at se så stor en slange midt i sin middagssøvn.
”Men hvorfor ligger du så underligt?” spurgte Shingo.
”Det er ikke spor underligt, men fordi jeg er ved at skifte ham!” svarede Sidarap, som slangen hed. ”Det er bare rigtigt svært, det her” sagde den. ”Det er en asen og masen i rigtig lang tid, det er bare næsten ikke til at holde ud!”
”Men hvorfor gør du det, når det er så ubehageligt?” spurgte Shingo. – ”Når du nu spørger, så ved jeg det faktisk ikke,” svarede Sidarap, ”men det er helt vidunderligt, når det er overstået og jeg har gjort det rigtig mange gange. Jeg føler mig som født på ny, når det gamle snærende hylster er væk!”

Shingo og Sidarap talte længe om det at skifte ham. Om hvordan alt blev mere bevægeligt, hvordan Sidarap var i langt bedre kontakt med omverdenen, når det gamle stive hylster var erstattet af et smukt og glat ydre, det kunne være et meget bedre forbindelsesled mellem det indre og det ydre. For eksempel fortalte Sidarap, at det var meget lettere at fange bytte. Den kunne simpelthen mærke de mindste vibrationer med hele sin lange krop.

Shingo synes godt nok det var spændende at høre Sidarap fortælle og blev meget ærgerlig, da han kunne mærke, at han var på vej ud af søvnens favntag og igen skulle ud og give svar til alle de ventende mennesker i kongegården. ”Farvel Sidarap!” sagde Shingo, ”Du har lært mig svaret på nogle meget afgørende spørgsmål!” – Slangen masede videre i bestræbelsen på at få smidt det gamle væk.

Beslutningen
Den eftermiddag blev svarene til de søgende givet hurtigere end normalt. Ikke fordi der blev sjusket, men kun fordi Shingo havde enormt meget energi og var meget klar i sine svar og synspunkter. – Alle var meget tilfredse!

Endelig, som den sidste i rækken, stod Shingoto foran sin far. Shingo smilede, så intenst på det mørke, ivrige menneske, der stod foran ham. Shingoto blev berørt over at blive betragtet på den måde, men spurgte alligevel, om han skulle læse brevet for Shingo. - ”Nej!” sagde Shingo, ”det skal du ikke! Men svarene på mine spørgsmål, dem har jeg fået!” Shingoto blev endnu mere spændt. Shingo fortsatte: ”Som du ved, så har jeg i længere tid følt et stigende pres på grund af alle de spørgsmål jeg får stillet. Der bliver mindre og mindre tid til andre ting, som jeg også har lyst til. Derfor har jeg taget den beslutning, at du – Shingoto – allerede nu skal have halvdelen af mit kongerige. På den måde får jeg mere tid til andre ting, jeg har lyst til. Vi får store muligheder for en gensidig inspiration blandt lige mænd. Vi vil kunne gå endnu dybere i de problemstillinger, som vi bliver præsenteret for!” afsluttede Shingo sin tale.

Shingoto stod med hængende kæbe og øjne så store som tekopper og var stille i lang tid. Hans hudfarve blev næsten rød, hans ansigt lyste op for hurtigt efter at lukke til igen. ”Hvad skal jeg dog kalde min del af landet?” sagde han sørgmodigt.

Shingo smilede kærligt og sagde med et glimt i øjet: ”Hvad synes du om Sidarap?”